Så sluttede mit lille eventyr for denne gang

Turens sidste lejr

 Så stopper det. I går tog det så lang tid at få varmen, og med en vejrudsigt der forudsagde vindstød på op til 15 m/s og en middelvind lige under 10 m/s betyder det bølger på 1-1½ meter, som den første halvdel af dagen ville være modvind, og senere som medvind og surf ind mod Sønderborg. Det sidste havde jeg allerede prøvet på vej ud af Haderslev fjord, men nu ville bølgerne være større og pauser ville der stort set ikke være mulighed for. I øvrigt var pauserne ikke noget som jeg så frem til pga. kulden. Derfor ringede ville jeg ringe hjem og bede om en afhentning, men inden jeg nåede så langt ringede min gode ven Bent Ole for at spørge til forholdene og hvordan jeg havde det. Han tilbød med det samme at hente mig, men vi aftalte at han skulle komme i dag når det var lyst og så kunne vi hurtigt få pakket tingene og komme hjem.

Derned lå kajakken i det der nu er vandkant

I løbet af aftenen begyndte vinden at tage til, og med en direkte pålandsvind mod en smal strand, mente jeg måske det var en god ide at tage kajakken helt op til pladsen, som ligger 2 meter over havets overflade. Det var egentlig ikke nogen svær overvejelse, men jeg trak den ud fordi jeg stadig frøs. Heldigvis bed jeg tænderne sammen og fik det ordnet, for næste dag, var vandet blevet presset så højt op på stranden at kajakken muligvis var drevet afsted.

Bent Ole har lige banket på

På grund af vind og en lav temperatur, blev jeg i teltet så meget som muligt, og hvis bare jeg stak hovedet helt ned i posen og fik arme og hænder med ind, lykkedes det mig efterhånden at opnå en tålelig temperatur. Desværre skal der jo også noget ud når der kommer noget ind, så jeg måtte ud en gang i mellem. Hver gang forsøgte jeg at gøre det så kort som muligt og skynde mig tilbage til teltet og sóveposen, men sjeg ventede på Bent Ole. Pludselig ringede min mobil, en Bent Ole spurgte hvor jeg var, for han var i skoven allerede. Der gik ikke længe før jeg hørte hans stemme udenfor, og så var der ingen vej tilbage. Iført dobbelt uld og fjeldhue kravlede jeg ud for sidste gang på denne tur. Hen i kajakken og hente min stormcag, og således udklædt begyndte vi at pakke tingene sammen. Bent Ole havde heldigvis taget sin hjemmelavede kajakvogn med, så den kunne bære både kajak og oppakning gennem Nørreskoven og op til den ventende bil. På vejen hjem blev det til vores traditionelle besøg på en grillbar, og derefter bare hjem og hænge op og rydde af vejen.

Kajakvognen er ankommet

Nu hvor turen er overstået, har jeg brugt lidt tid på at overveje hva jeg har lært denne gang. På plussiden er morgenmadsblandingen som fungerer perfekt, oppakningen er der rigelig plads til i kajakken, reserve pagajen skal være en åre eller lignende. Årsagen er den simple, at en helt anden pagajtype bruger musklerne på en lidt anden måde, og dermed en afveksling i rostil som er rigtig god, og så fungerer den lave rostil med åren bedre i modvinden. Det eneste jeg har svært ved at komme mig er kulden, og den satser jeg hårdt på er væk til sommer. Jeg fik også lært, at selvom der ikke kom en dråbe ind under en hel weekend med rul i svømmehallen, så vil en voldsom surf finde en vej, så alting skal pakkes vandtæt - uden undtagelse! Det fik ingen betydning udover at viskelstykket blev vådt før tid, men hvad pokker skal man gøre når lugen ikke er utæt hverken under luftafprøvning eller når man rulletræner. Måske er det bare vandmængden når hele dækket er presset under vand, men irriterende er det. Det også gået op for mig, at når man møder midvind på mere end 10 m/s så skal man seriøst overveje om det er besværet værd. Måske er det bedre at vente og give den ekstra gas under gunstigere forhold? - og så skal der surfes i lastet kajak, det kommer til at ske flere gang op langs vestkysten.

Nå, nu er jeg hjemme igen, og humøret er fortsat højt og indstillingen positiv, men nu glæder jeg mig endnu mere til de kommende ture her i foråret.