tirsdag den 24. januar 2012

Der trænes fortsat - og planlægges!

De sidste uger er træningen så småt kommet i gang, men det er ikke distancetræning endnu. I stedet har jeg prioriteret teknisk træning og rul. Min kone er også begyndt at ro kajak, og når hun er med på tur, har jeg tid til at nørde med teknikken. Min prioritet har været at optimere mit fremad rotag, således at kraftoverførsel fra pagaj til båd er så optimal som muligt. I den forbindelse har jeg bl.a. lånt en ergonomisk Werner Camano af Kajakgården, og det var en positiv overraskelse. Den måtte godt have været 5 cm længere, men når det er en "låner" skal man ikke klage. Indtrykket af pagajen var imidlertid rigtig godt. Den greb rigtig godt i vandet - skulle bruge lidt energi på at skære bladet ud af vandet når der var tryk på - og det ergonomiske skaft gjorde, at mit tag blev lidt længere. Resultatet var, at jeg roede næsten lige så hurtigt med den som med min Mitchell, men med større lethed.

På samme tid havde jeg stor fokus på at optimere kropsrotationen, hvilket medførte et fantastisk flow i taget, som var let og ubesværet, når det i øvrigt blev udført korrekt. Jeg kan godt mærke, at den nye stil er mere effektiv, men jeg skal vænne mig til ændringerne. Nigel Forster sagde en gang til mig, at han stadig arbejdede med sit fremad rotag, så det gør nok ikke så meget hvis jeg også lige arbejder lidt med mit.

Dagen efter var musklerne i maven godt ømme, så jeg tror det var rigtig nok. Godt nok kun 17 km, men en god start.

I søndags var jeg så en tur i svømmehallen. Det meste af tiden foregik i vandet som instruktør for begynderrul, men til sidst fik jeg da lov til at lege lidt, og sørme om ikke jeg havde fået mine rul tilbage! Efter jeg skiftede kajak til Tiderace Xplore, har jeg ikke haft succes med mit butterfly rul, men søndag kunne jeg igen. Desuden testede jeg får første shotgun rul til min venstre side, og stor succes. Det hele lykkedes!

De næste par uger kommer der igen knald på med Vinterfestival i den kommende weekend, svømmehal og skitræning op til uge 7, men derefter starter træningen med større og længere ture. Planen er, at jeg skal forsøge at få ca. 1000 km i kroppen inden turen rundt om DK starter, og flere af de km skal foregå i farvandet omkring Rømø og Fanø - mit yndlings rosted!

søndag den 1. januar 2012

Kursen er sat mod sommerens togt

Traditionen tro var der kajaktur på programmet nytårsaftens dag. Igen i år gik turen rundt om Årø, men denne gang var vi 7 kajakker der tog rundt. Det er ny rekord, og meget velkomment.

Vi startede kl. 10.15 fra stranden vest for havnen og roede syd om Årø. På sydsiden ventede vi lidt mere vind og bølger, og vi blev ikke snydt. Det var dog ikke mere end alle sagtens kunne klare det. Det kneb lidt mere med styringen, da isen i min skegboks endnu ikke havde givet efter. Til sidst måtte jeg have hjælp til at få hevet mit skeg ned, men så gik det også rigtig godt igen. Halvvejs rundt holdt vi som aftalt en kaffepause, men da vi skulle på vandet igen, blev det pludselig alvor. Mens jeg sidder og roder lidt med mit spraydeck, kæntrer to af roerene på dybt vand. Kun to af os havde ikke tørdragt på, og gæt hvem der lå i vandet! Mikael reagerede hurtigt, og gik i gang med at få Tommy tilbage i kajakken, og jeg fik tømt Bent Ole's båd og fik ham tilbage i kajakken. Bent Ole kom hurtigt på land, men de kunne ikke få tømt Tommy's Greenlander. Efter jeg havde afleveret Bent Ole på stranden, roede jeg tilbage og trak Tommy ind vha. en simpel contact tow.
Bent Ole havde selv ekstra tøj med, men Tommy havde kun sin våddragt. Vi trak min Storm cag over ham, tømte båden og så på vandet igen. Jeg havde ekstra tøj han kunne have brugt, men nu prøvede vi det andet først, og det viste sig at være rigeligt. Tommy fik hurtigt varmen og roede lige så stille med resten af turen. Det var kun fødderne hvor det kneb lidt med varmen, men det gik.

Bent Ole ville ikke skifte i første omgang, men fortrød hurtigt og måtte på land igen for at skifte. Derefter var der ingen problemer.

Med alle tilbage på land, fik vi dejlig varm suppe og lidt "kølervædske" til liget at holde den værste frost fra kroppen, inden vi ønskede hinanden godt nytår og kørte hjem til familien.

Dagen derpå, er træningen for alvor startet. Kalenderen er fyldt godt ud og løbetræningen går fremad. Den gamle logbog er afsluttet og igen kom vi over 1100 km, men jeg har siddet i kajakken næsten 400 timer. Derfor er der skåret ned på antal kurser, og den nye logbog starter med de første 15 km i morgen. min eneste bekymring er, at arbejdet kommer til at tage alt for meget af min fritid...

Godt nytår