søndag den 1. januar 2012

Kursen er sat mod sommerens togt

Traditionen tro var der kajaktur på programmet nytårsaftens dag. Igen i år gik turen rundt om Årø, men denne gang var vi 7 kajakker der tog rundt. Det er ny rekord, og meget velkomment.

Vi startede kl. 10.15 fra stranden vest for havnen og roede syd om Årø. På sydsiden ventede vi lidt mere vind og bølger, og vi blev ikke snydt. Det var dog ikke mere end alle sagtens kunne klare det. Det kneb lidt mere med styringen, da isen i min skegboks endnu ikke havde givet efter. Til sidst måtte jeg have hjælp til at få hevet mit skeg ned, men så gik det også rigtig godt igen. Halvvejs rundt holdt vi som aftalt en kaffepause, men da vi skulle på vandet igen, blev det pludselig alvor. Mens jeg sidder og roder lidt med mit spraydeck, kæntrer to af roerene på dybt vand. Kun to af os havde ikke tørdragt på, og gæt hvem der lå i vandet! Mikael reagerede hurtigt, og gik i gang med at få Tommy tilbage i kajakken, og jeg fik tømt Bent Ole's båd og fik ham tilbage i kajakken. Bent Ole kom hurtigt på land, men de kunne ikke få tømt Tommy's Greenlander. Efter jeg havde afleveret Bent Ole på stranden, roede jeg tilbage og trak Tommy ind vha. en simpel contact tow.
Bent Ole havde selv ekstra tøj med, men Tommy havde kun sin våddragt. Vi trak min Storm cag over ham, tømte båden og så på vandet igen. Jeg havde ekstra tøj han kunne have brugt, men nu prøvede vi det andet først, og det viste sig at være rigeligt. Tommy fik hurtigt varmen og roede lige så stille med resten af turen. Det var kun fødderne hvor det kneb lidt med varmen, men det gik.

Bent Ole ville ikke skifte i første omgang, men fortrød hurtigt og måtte på land igen for at skifte. Derefter var der ingen problemer.

Med alle tilbage på land, fik vi dejlig varm suppe og lidt "kølervædske" til liget at holde den værste frost fra kroppen, inden vi ønskede hinanden godt nytår og kørte hjem til familien.

Dagen derpå, er træningen for alvor startet. Kalenderen er fyldt godt ud og løbetræningen går fremad. Den gamle logbog er afsluttet og igen kom vi over 1100 km, men jeg har siddet i kajakken næsten 400 timer. Derfor er der skåret ned på antal kurser, og den nye logbog starter med de første 15 km i morgen. min eneste bekymring er, at arbejdet kommer til at tage alt for meget af min fritid...

Godt nytår

Ingen kommentarer:

Send en kommentar