onsdag den 4. juli 2012

Dag 1

Planen var at starte fra Højer senest kl. 05 tirsdag morgen. Så ville jeg have 4 timers tidevand til at hjælpe mig til en position midt på Rømø, hvorfra jeg ville vente indtil tidevandet igen begyndte at løbe i min retning, Det var som sagt planen, men dagen forinden havde man pludselig fået lyst til at skyde på Rømø E som ligger på nordsiden af Rømø. Jeg havde valget mellem at vente indtil kl. 16.00 eller at ro uden om. Jeg valgte det sidste da det trods alt ikke ville være nogen væsentlig omvej i forhold til den direkte vej til Fanø. Som sagt så gjort, men det skulle jeg da godt nok bitterligt fortryde. Jeg kom så langt fra land, at der slet ikke var nogen landkending og ud for Mandø kom jeg ind i ekstremt voldsomt vand. Krabbe søer eller confused water i 1-2 sals højde og selvom jeg forsøgte at komme uden om det værste, endte jeg alligevel i et meget dybt højt støttetag, som gik over i sculling for support, For første gang i mit kajakliv tvivlede jeg på det fornuftige i det jeg foretog mig. Det var ikke godt!

Jeg fortsatte dog på min kurs og pludselig fik jeg øje på den store skorsten i Esbjerg, og så vidste jeg kursen var rigtig. Det var en god fornemmelse. Da jeg nåede sydspidsen af Fanø gik jeg på land ved Sønderho, da hverken hoved eller fysik kunne klare mere den dag, Jeg fandt en klit med lidt græs, lagde mig i rotøjet og sov næsten med det samme, Vågnede to timer senere og blev enig med mig selv om at nu kunne det være nok for i dag.

Dagens distance 53 km.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar