søndag den 22. juli 2012

Dag 16 - det store kryds

Har nu tjekket vejrudsigten for sidste gang, og har lavet en plan. Det sker i dag! Kl. 10.00 starter jeg mod Hjelm og forventer ankomst kl. 12.30. Herefter er der frokost og pause indtil kl. ½4.00 hvor vinden lægger sig til 4-6 m/s helt frem til kl. 23.00. Så lang tid skulle det ikke gerne tage, men det er rart med en fornuftig margen. Jeg forventer at lande på Sjællands Odde kl. 20.00. Start fra campingpladsen kl. 10.24 så allerede lidt forsinket der. Hjelm kl. 13.00 hvor frokst og toilet besøg blev ordnet. Hjelm er i øvrigt en naturperle, som helt klart er et besøg værd, og det viste da også svært at komme afsted derfra. Kl. 14.19 kom jeg endelig i kajakken igen, og den første time gik rigtig godt. Jeg var noget nervøs over krydset, men havde forberedt mig så godt jeg kunne. Jeg havde gentagne tjekket vejrudsigten på flere forskellige "kanaler", VHF på dækket fastgjort til mit spraydeck, mobil og pyroteknik i vesten, taget søsyge- og gigtpiller, chokolade i lommer, nye batterier i GPS, som i øvrigt blev sat på konstant lys. Kursen var 120 på kompasset, så jeg kan ikke se hvordan jeg kunne forberede mig bedre. Alligevel var jeg meget nervøs, mest pga. søsyge. Det viste sig at være velbegrundet. Chefen på campingpladsen havde fortalt om en mast der hurtigt kom til syne i horisonten efter man havde forladt Hjelm, så man ville hurtigt få landkending, men i takt med at bølger og dønninger fra SV begyndte at gøre deres virkning, begyndte søsygen også at banke på. På et tidspunkt var jeg blot sekunder fra at trække stikket ud på det hele og kalde hjælp over radioen. Jeg vidste fra tidligere, at hvis først jeg gav efter for søsygen, så ville jeg kæntre og efter al sandsynlighed havne i vandet. Så hellere kalde hjælp inden jeg kom i den situation. Jeg overlevede kampen med søsygen, bl.a. takket været de forbipasserende store skibe, som jeg brugte som horisont, og når ikke der var skibe kunne jeg finde en sky i den retning jeg skulle, og så bare holde fast øje på den. På den måde fik jeg en falsk horisont, men det gjorde forskellen og jeg kunne fortsætte med at ro. Endelig dukkede der land op af disen efter 3½ time. Nu var masten også synlig så jeg kørte bare på. På det sidste kom der en stærk strøm og bind der skubbede mig yderligere nordpå, og det blev pludselig hårdt at komme tilbage, men til sidste kunne jeg cruise sejrstolt langs det militære område ved Odden og ned til vraget af et gammelt fragtskib, som gik på grund her under krigen. Jeg fortsatte efter lokal vejledning til Havneby hvor der skulle være 3 sheltre. Oppe på land kunne jeg se de to af dem var ledige, så op med underlag og sovepose og hen og få tørt tøj på. Her mødte jeg så Sus og Louis, som boede i shelteren ved siden af. De to fantastiske mennesker lavede aftensmad til mig som denne særlige dag bestod af en dejlig varm irish coffee, hvilket var helt perfekt efter en meget lang dag, og desuden slap jeg for at teltet vådt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar