lørdag den 28. juli 2012

Dag 21 - en bizar møgdag!

 Møgdag! Først viste det sig, at roeren der dagen forinden havde vist mig hen til deres "klublokale" muligvis ikke var helt opdateret mht. hvad det tilhørte hvem. I hvert fald kom der en mand næste morgen og efter at have hørt min forklaring poå hvordan jeg dog var havnet der, på klingende sydsjællandsk gjorde opmærksom på, "at det troede han ikke på". I følge ham tilhørte lokalet salgsforeningen for fiskerne, og ikke kajakklubben, men på den anden side passede han kun lidt på tingene mens chefen havde ferie, hvilket måske var mit held.  Erfaring har lært mig, at man ikke skal diskutere med en mand der har underbukserne uden på skjorten og lugter fisk, så jeg beklagede postyret og fik hurtigt pakket mine ting sammen og båret ned til kajakken på havnen. Her kunne jeg konstatere en SV vind på op til 15 m/s, så i første omgang skulle jeg inden steder. Manden bag konstruktionen af Rødvig havn og slæbestedet i særdeleshed, må have overset noget i planlægningen. Mundingen af havnen vender mod SV og slæbestedet ligger i en lige linje fra havnemundingen, som i øvrigt er fuldstændig uskærmet, hvilket giver brækkende bølger på op til en ½ meter inde i selve slæbestedet. Ved SV er det stort set uanvendeligt og den fremherskende vind i Danmark er - nå jo SV. Som en lille ekstra krølle på historien er eneste mulighed for landgang og søsætning af kajak - slæbestedet! Ikke nogen stor oplevelse, men tilbage til virkeligheden og ind og kigge på vejrudsigten for resten af dagen. Henad kl. 18 ville vinden begynde at løje af, og kl. 19 ville den være næsten væk. Det blev en lang dag på Rødvig, kun afbrudt af forbipasserende der beundrede den flotte kajak der bare lå der ved siden af slæbestedet. Prognosen passede og kl. 18.30 kom jeg endelig i kajakken, og næsten direkte over i et 20 km kryds. Jeg ville ud og væk fra Fakse bugt! Da jeg endelig kom i nærheden af land igen, stod der en masse sivskov mellem mig og stranden. Jeg fortsatte langs kysten indtil jeg til sidste spottede Kragevig på GPS'en, Her fandt jeg lidt græs til teltet i Jungshoved Kirkehavn. Jungshoved og Ulvshale er navne jeg genkender fra historien om Svend Poulsen bedre kendt som Gøngehøvdingen, der huserede i netop dette område under svenskekrigene der førte til indførelse af enevælden i 1660. Jeg husker stadig de gamle film om Gøngehøvdingen og Dronningens vagtmester, og selvom det er længe siden, så er det noget uforanderligt over stedet. Mange ting ser ud til at stamme fra den tid, eller også er det bare en gammel historielærers nostalgi der har farvet oplevelsen. Smukt - det er her!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar