lørdag den 28. juli 2012

Dag 23 - min drøm om Danmark rundt!

Sikken en helt igennem fantastisk dag. Det var netop det jeg drømte om, da jeg planlagde Danmark rundt, selvom denne dag gav det hele i overflod. Det første der mødte mig om morgenen var Jonna og Alf der havde "sommerhus" lige ved siden af hvor jeg havde smidt mit telt. Det kunne jeg bare ikke se i mørket. De kom ud og snakkede og inden jeg havde set mig om, var jeg inviteret til morgenbord i deres enormt hyggelige have. De havde selv spist for længst, så det hele blev stillet an udelukkende til ære for mig. Alf var tidligere modelsnedker, og havde arbejdet med design og formgivning det meste af livet, og havde derfor også lavet det meste af huset selv. Det så helt fantastisk ud! 45 år havde de haft huset, hvor der løbende var sket ting og sager i den gamle plantage, og nu her i solen fremstod huset som enormt rart og hyggeligt. Det var et hus med sjæl! De havde prøvet mange ting i deres liv og fortalte om oplevelser og cykelture rundt om i verden, men mest om værkstedet, design og formgivning. Morgen blev til formiddag, så Jonna lavede lige en madpakke jeg kunne få med på turen. Efter afskeden med to fantastiske mennesker, skulle jeg så i gang med at ro igen, men kroppen ville ikke rigtigt komme i gang. I dag havde jeg fornuftigt nok droppet rojakken pga. varmen og det hjalp trods lidt i forhold til i går. Jeg havde fået fyldt masser af vand på min rygtank, så afsted mod Fejø. De mange småøer gjorde det vanskeligt at navigere, for man kunne ikke rigtigt skelne den ene fra den anden før man næsten var der henne, men takket være kompas og GPS gik det alligevel. Frokosten blev holdt ved Fejø i kajakken, og videre til den næste gruppe af småøer, hvor der bl.a. stod en større hjorteflopk og kølede sig i strandkanten. Det har jeg nu alligevel aldrig set før! Således fortsatte jeg de ca. 40 km til Onsevig havn, hvor der bl.a. var to sheltre. Der besluttede jeg mig for at overnatte, og så gik der ikke længe før jeg hørte en velkendt "Ding- Ding" fra Hjemis bilen. Op ad vejen og hen til bilen som jeg nåede i sidste øjeblik, hvor jeg fik købt en rigtig lækker jordbær is. Lækkert! Samtidig kom en bil med kajakbøjler kørende også for at købe is. Det viste sig at være Per, der spurgte lidt ind til hvad jeg dog lavede i her i Onsevig og min kajak, turen og det hele. Han spurgte om der var noget han kunne gøre, og det eneste jeg kunne komme på var kaffe. Min termokande gik i stykker i Blokhus, så siden har jeg ikke rigtig fået kaffe. "Det klarer vi", sagde Per, og så fik jeg adgang til klubhuset på havnen med EL-kedel. Forrygende! Senere da jeg sad i solen og spiste min 1 liter jordbæris kom Per tilbage og spurgte til hvornår jeg regnede med at tage afsted næste morgen, og at han ville komme med morgenboller samt forære mig en termokande hvis bare jeg ville skrive og fortælle om den resterende del af turen. Hvilken opbakning fra et ellers fremmed menneske - tusinde tak, Per! På havnen i Onsevig er der et nyt og entusiastisk havkajakmiljø, men ingen der rigtigt ved noget. De har bare købt 5 kajakker og er gået i gang. Det virkede lidt usikkert, da de gik i kajakken, så jeg kunne ikke dy mig for at spørge lidt for mht. deres uddannelse. Det var learning by doing, så jeg gav et par råd og et par øvelser, de kunne lege lidt med. Så håber jeg de får en kvalificeret instruktør til at hjælpe dem videre, for med den lyst de havde til at komme på vandet, giver det helt klart mening at tage til Onsevig og uddanne roere. Held og lykke med projektet! Det har været en dag fuld af gode oplevelser, og her i shelteret stod der 4 sodavand og hjemmebagte kanelsnegle til mig dag jeg kom tilbage. Jeg mistænker Per for at have en finger med i spillet ;-) En dag fuld af super gode oplevelservog sommer. Det er min drøm om Danmark rundt der sker lige nu. Lad mig endelig få et par dage mere af den slags inden det hele slutter på lørdag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar